Introduktion  

Den buddhistiske erkendelsesteori (Tib.: Tshad ma) er teorien om bevidsthed, og hvordan denne bevidsthed opfatter. Ser vi på sindet, kan det deles op i to dele:  

1 .           Troværdige sindstilstande, der opfatter ting, som de virkelig er. (Tib.: Tshad ma)

2 .           Utroværdige sindstilstande, der ikke opfatter ting som de virkelig er. (Tib.: Tshad min)

 Ordet tshad betyder et mål for noget. Det der måles er de forskellige sindstilstandes troværdighed.

 Erkendelsesvidenskabens historie

 I det gamle Indien var der før Buddhas tid forskellige hinduskoler med forskellige ideer om erkendelsesteori. Der fandtes altså allerede nogle teorier, da Buddha blev født. Da Buddha begyndte at give belæringer, underviste han også i erkendelsesteori. Buddha gav tre hovedgrupper af belæringer: Abhidharma, Sutra og Vinaya.  Erkendelsesteorien (Tib.:Tshad ma) skal ikke ses som et separat begreb. Det er et redskab til at forklare belæringerne ud fra.

Efter Buddhas tid voksede antallet af skoler og filosofier i Indien. Dette skete både indenfor de buddhistiske og hinduistiske retninger. Der var tradition for at mødes og diskutere filosofi med lærere fra andre skoler. Den der tabte en diskussion måtte konvertere til den vindendes filosofi eller skole. Dette gjaldt ikke blot læreren, men også dennes elever. Da landets ledere gerne ville følge den filosofi, der var den mest fremherskende i landet, blev alle love formuleret ud fra denne filosofi. Filosofi blev derved en meget vigtig faktor i Indien.

Dignaga

Buddha havde forudsagt, at der ville komme en buddhistisk mester ved navn Dignaga. Han skulle være elev af en anden berømt buddhistisk mester med navnet Vasubandu. Dignaga blev født i slutningen af det andet århundrede e. kr., og i begyndelsen af det tredje århundrede samlede han de logiske argumenter, Buddha havde brugt i sine belæringer. Ud fra disse argumenter opbyggede han et logisk system; en erkendelsesteori. Han skrev selv mere end hundrede forskellige værker om buddhistisk logik. Derefter skrev han et værk, hvor han sammenfattede de teorier, der var opstillet i de tidligere værker. Dette værk hedder på tibetansk Tshad ma kyntø, der betyder sammenfatning af erkendelsesteorien.

Dharmakirti

I midten af det fjerde århundrede levede Dharmakirti, der blev en sand mester indenfor erkendelseste­orien. Hans lærer havde selv været en af Dignagas elever. Dharmakirti var en af de største mestre indenfor diskussionskunsten nogensinde i Indien. Han havde opnået erkendelsen gennem diamantvejspraksis, og diskuterede ivrigt med repræsentanter for andre retninger og filosofier. Da han mestrede diskussionskunsten og logikken, vandt han altid disse diskussioner, og fik efterhånden mange tusinde elever. Dharmakirti skrev syv store værker om erkendelsesteori, hvoraf det mest kendte nok er Tshad ma namdrøl, eller på sanskrit Pramanavartika, der er en slags kommentar til erkendelsesteorien.

Det siges et sted, at Dharmakirti var en af de tre mest magtfulde personer i Indiens historie. Den mest magtfulde var den buddhistiske konge Ashoka, der samlede Indien som et land. Dharmakirti var den største mht. diskussion og lærdom, og den erkendte buddhistiske mester Birwapa var størst mht. magiske evner.

Sammenfattende om den buddhistiske erkendelsesteoris historie kan det altså siges: Buddha gav belæringerne. Ud fra disse belæringer opbyggede Dignaga det logiske system, som Dharmakirti benyttede i sine diskussioner. Alle Dharmakirtis tusinder elever brugte også dette system, og sådan blev det spredt. Dette system blev således det fremherskende, og det blev anvendt siden hen.

 

De fire filosofiske skoler i Tibetansk buddhisme.

I buddhismen er der fire forskellige filosofiske skoler. De bygger alle deres erkendelsesteori ud fra Dharmakirti og Dignagas belæringer. Der, hvor de adskiller sig fra hinanden, er i deres fortolkning af disse belæringer. For at forstå den buddhistiske erkendelsesteori, er det nødvendigt at have et indblik i de fire forskellige skolers teorier om fænomenologi, da der er stor sammenhæng mellem de to ting.

 

De fire filosofiske skoler i buddhismen er:

 

1.          Vaibashika

2.          Sautrantika

3.          Cittamatra

4.          Madhyamaka

 

Alle de filosofiske skoler i buddhismen arbejder ud fra den samme definition af sindet:  

Sindet er det, der er klart og bevidst

Der, hvor forskellen mellem de forskellige skoler opstår, er i deres fortolkning af elementerne i definitionen. Samtidig har hver skole deres egen udlægning, når det kommer til fænomenologi. Disse udlægninger står i stærk forbindelse til vores meditationspraksis, da de giver en vis forståelse, som vi så prøver at kultivere gennem meditation.

I buddhismen forklares virkeligheden altid ud fra to forskellige perspektiver:

1.           Relativ virkelighed, der beskriver tingene, som vi oplever dem.

2.           Absolut virkelighed, der beskriver tingene, som de faktisk er.

De to første skoler, Vaibashika og Sautrantika, der hører hjemme i Hinayana-buddhismen (den lille vejs buddhisme), beskæftiger sig først og fremmest med det relative plan, der beskriver tingene, som vi oplever dem.

 

Vaibashikaskolen 

Den første Hinayanaskole, Vaibashikaskolen, kaldes også individualisternes vej.

 

Definition: ”Sindet er det, der er klart og bevidst	’klart’	’bevidst’
	At sindet er klart betyder, at det er ubegrænset. Det er en uendelig strøm af kortest mulige øjeblikke af oplevelse.	At sindet er bevidst betyder, at det er i stand til at opleve disse kortest mulige øjeblikke af oplevelse af den ydre verden.

 

På det relative plan arbejder Vaibashikaskolen med fem grundlag:

1. grundlag: Grundlaget for oplevelse af den ydre verden:
På det relative plan, der er vort normale forståelsesplan, oplever vi ydre fænomener som faste genstande. Disse faste genstande kan deles op i mindre dele og har derfor ikke rigtig nogen virkelig eksistens. Vi oplever f.eks. at vi sidder på en stol.  Men fænomenet ‘stol’ kan deles op i forskellige dele: ‘stoleben’, ‘stolesæde’ og ‘stoleryg’ - dele, der hver for sig ikke er en stol. Vi kan altså ikke pege på een enkelt ting, der viser, hvad en stol virkelig er, da den er af en sammensat natur. På samme måde kan stolens dele igen opdeles i mindre dele, helt ned til den mindste træsplint, der heller ikke ville kunne vise, hvad stolens dele er.

På det absolutte plan, der omhandler tingenes virkelige tilstand, ser vi, at alle fysiske fænomener kan deles op i mindre dele. Man ser at alting er sammensat af de mindst mulige byggesten, der er i konstant bevægelse. De fysiske fænomener, der er sammensat af disse byggesten, eksisterer kun et enkelt øjeblik for der efter at ændre sig. Den ydre verden er opbygget af disse mindste byggesten,  og har en fysisk substans, der gør os i stand til at opleve den.

2. grundlag: Grundlaget for bevidstheden:
Sindet defineres som det, der er klart og bevidst. At det er klart betyder, at det er en ubegrænset strøm af mindste øjeblikke af oplevelse. At sindet er bevidst betyder, at sindet er i stand til at opfatte disse mindste øjeblikke af oplevelse. Man anser sindet for at være sammensat af seks forskellige bevidstheder som beskrevet i afsnittet om Cittamatraskolen.

På det relative plan er det, vi opfatter som sindet, bevidst om ydre genstande eller indre oplevelser. Men da sindet er klart og bevidst i det, det oplever, må det være aktivt og dermed også foranderligt. Dette betyder, at sindet ikke eksisterer som een ting, men som en strøm af øjeblikke, hvor det oplever. På det relative plan er sindet bevidst om en genstand som værende en konkret genstand.

På det absolutte plan kan sindet sammenlignes med den ydre verden: Det er sammensat af nogle mindste byggesten. Hvor den ydre verden var sammensat af atomer, er sindet sammensat af de mindste øjeblikke af oplevelse, som Vaibashika hævder virkelig eksisterer. På det absolutte plan er sindet bevidst om en genstand som værende en samling af evigt skiftende mindste byggesten.

3. grundlag: Grundlaget for de sindstilstande, der følger bevidstheden:

Der er forskellige tilstande, der følger de seks forskellige typer bevidsthed. Man taler om 51 eller 55 forskellige tilstande. Disse sindstilstande farver de oplevelser vi har i sindet. I en positiv sindstilstand opfattes ting positivt. Eksempler på disse sindstilstande kunne være: sorg, ligegyldighed eller vrede. Kan misforstås således at man tror at sorg, osv. Skal opfattes som positive sindstilstande

4. grundlag: Grundlaget for det uforbundne:
Normalt deles verden op i to kategorier: Materien og bevidstheden. Det fjerde grundlag dækker de fænomener, der ikke hører ind under disse to kategorier. Det kan f.eks. være det, at få en gave. Man går fra en tilstand, hvor man ikke har en gave til en tilstand, hvor man har fået en gave. Et andet eksempel er det, at opnå befrielsen. Det er ikke rigtig en fysisk ting og heller ikke en helt mental ting; det er en uforbunden ting.

 

5. grundlag: Grundlaget for det usammensatte:
Dette er fænomener, der ikke opstår, ændres og forgår. Det kunne være den tilstand, hvor man har nået Nirvana, og dermed sat sig ud over den betingede verden, der netop er kendetegnet ved at ting opstår, forandres og forgår. Sindets grænseløse rum er også et eksempel på noget usammensat.

Praksis i Vaibashikaskolen.

Da Vaibashika er en del af Hinayanabuddhismen, er målet at blive frigjort fra samsaras betingede eksistens og dermed blive en Arhant. En, der praktiserer Hinayanabuddhisme, arbejder med Vaibashikaskolens syn gennem forskellige meditationsteknikker. Disse teknikker har til formål, at fjerne de misforståelser, der gør ham ude af stand til at se ting som de er.

Normalt opfatter vi det, vi ser, som noget fast og virkeligt, men ved at analysere fænomenerne vil vi se, at alting er sammensat af en masse små dele, der hele tiden er i bevægelse. De fysiske genstande er altså i konstant forandring, og forbliver ikke den samme genstand mere end et øjeblik ad af ? gangen.

På samme måde med vort sind. Vi opfatter det som eet sind, der er det samme hele tiden. Denne opfattelse fører til dannelsen af et ‘selv’, der så bliver årsagen til vores betingede eksistens.  Gennem Hinayanapraksis kan vi analysere vort sind, så vi opdager, at det ikke er eet sind, men en uophørlig strøm af korte øjeblikke af bevidsthed. Vort sind har altså ikke nogen virkelig, varig eksistens. Det samme gør sig gældende for fænomener i den ydre verden. Når vi erkender dette er vor uvidenhed fjernet, og vi bliver frigjort fra samsara, og befrielsen er nået.

 

Sautrantikaskolen

Sautrantikaskolen, der også hører indenfor Hinayanabuddhismen, og Vaibashikaskolen er enige om de tre første grundlag, som blev forklaret ovenfor:

3 .         Grundlaget for oplevelse af den ydre verden.

4 .         Grundlaget for bevidsthed.

5 .         Grundlaget for de sindstilstande, der følger bevidstheden.

Når det kommer til grundlaget for det uforbundne og grundlaget for det usammensatte er man ikke enig med Vaibashikaskolen. Man vil ikke acceptere, at disse begreber eksisterer. De mener, man kan have en mental forestilling om dem, men de er ikke virkeligt eksisterende fænomener.

Et andet sted, hvor de to skoler ikke er helt enige, er når det kommer til fortolkningen af definitionen på sindet. Sautrantikaskolen mener, at man, samtidig med at man oplever noget i den ydre verden, er opmærksom på selve det at opleve. Sindet er altså bevidst om sig selv.

 

Forskellen mellem Sautrantikaskolens og Vaibashikaskolens tolkning medfører, at sindet, bevidstheden og erkendelsesteorien udlægges forskelligt.

De næste to skoler, Cittamatra og Madhyamaka, hører begge ind under Mahayanabuddhismen (den store vejs buddhisme). De beskæftiger sig mere med den absolutte virkelighed, og har derfor en anden præsentation af sindet og dets funktioner.

Cittamatraskolen

Denne mahayanaskole kaldes også ‘kun sind’-skolen. Den accepterer ikke den ydre verden som virkeligt eksisterende. Derfor fortolkes definitionen af sindet også anderledes end i de andre skoler.

 

Cittamatraskolen kendetegnes ved tre aspekter:

1. Aspekt: Det forestillede aspekt.
Det forestillede aspekt består af de ting, vi forestiller os eksisterer, men som ikke eksisterer i virkeligheden. Det, vi forestiller os være virkeligt, er den ydre verden, som vi opfatter med vore sanser. Cittamatraskolen hævder, at den ydre verden i virkeligheden er en illusion, der opstår i vort sind på grund af karmiske indtryk.

2. Aspekt: Det betingede aspekt.

Dette aspekt består af de fænomener, der eksisterer på det relative plan. På det relative plan opstår alt som et resultat af noget andet. Vi siger, det er betinget. Det vi mener at opleve som noget virkeligt i den ydre verden, må altså opstå som resultatet af et eller andet. Kilden til disse oplevelser skal findes i en kombination af vore karmiske indtryk, der er lagret i grundbevidstheden, samt det forudgående øjeblik af oplevelse. Denne kombination medfører, at det næste øjeblik af oplevelse opstår. Når vi mener at opleve noget opstår der en bevidsthed om det oplevede

Cittamatraskolen taler om otte bevidstheder:

1. Bevidsthed: Bevidstheden, der opfatter form.

2. Bevidsthed: Bevidstheden, der opfatter lyd.

3. Bevidsthed: Bevidstheden, der opfatter duft.

4. Bevidsthed: Bevidstheden, der opfatter smag.

5. Bevidsthed: Bevidstheden, der opfatter berøring.

6. Bevidsthed: Den mentale bevidsthed.

Den mentale bevidsthed registrerer de indtryk, vi oplever gennem vore fem  sansebevidstheder. Derefter identificerer den dem og sætter begreber på.

7. Bevidsthed: Den forvirrede bevidsthed.

1. Den forstyrrede bevidsthed: Denne del af vores bevidsthed  har for vane, at opfatte sindet som værende et ‘selv’. Derfor opstår et ego, og vi ser os selv som værende en adskilt del af verden, hvorfor forstyrrende følelser opstår.

2. Den mentale evne: Når en sansebevidsthed opstår, sætter den mentale bevidsthed et begreb på det sansede, hvorved et øjeblik af forstyrret bevidsthed opstår. På denne måde skaber et øjeblik af forvirret bevidsthed et nyt. Betingelsen, for at dette sker, er (den mentale evne) NYT ORD?.

8. Bevidsthed: Grundbevidstheden.

Denne bevidsthed er karakteriseret ved fire kendetegn:

1. Grundbevidstheden er klar og bevidst.

2. Grundbevidstheden er den fundamentale evne til at opleve.

3. Grundbevidstheden er neutral. Den oplever uden at værdilade det oplevede.

4. Grundbevidstheden er forgængelig. Den består af en uophørlig strøm af de kortest mulige øjeblikke af oplevelse. Det er her vore karmiske indtryk lagres.

 

3. Aspekt: Det virkelige aspekt.

Den grundliggende ide i Cittamatra er, at alt er oplevelse. For at en oplevelse kan finde sted, må der være et sind, og det er af en mental natur. Da kun ting af samme natur kan mødes, må objektet for sindets opmærksomhed  nødvendigvis være mentalt. Den ydre verden er altså noget, der viser sig i vort sind, og ikke noget konkret eksisterende udenfor os selv. Den der oplever og det, der opleves, er to sider af samme sag.

Praksis i Cittamatraskolen.

Når man er i en forvirret tilstand, hvilket man er indtil Erkendelsen, opfatter den forvirrede bevidsthed grundbevidstheden som et ‘selv’. Denne fejltagelse foregår på fire forskellige måder:

1: Man identificerer strømmen af korte øjeblikke af grundbevidsthed med et ‘selv’ eller ‘ego’.

2: Man føler at dette ‘selv’ er noget, der er adskilt fra resten af verden.

3: Man har en oplevelse af, at dette ‘selv’ virkelig eksisterer, og ikke bare er en forestilling i ens hoved.

4: Man føler sig vigtigere end andre.

                                                                                                  

 

Madhyamakaskolen

Madhyamakaskolen hører også til i Mahayanabuddhismen.

På det relative plan er alt der opstår betinget af noget andet. Begivenheder, genstande o.s.v. opstår kun, hvis der er nogle årsager eller betingelser for, at de skulle opstå. Det samme gør sig gældende i vort sind, hvor et øjeblik af bevidsthed opstår som et resultat af et forudgående øjeblik. På den måde, gennem  årsag og virkning, opstår en strøm af øjeblikke. Madhyamaka accepterer ikke, sindet som værende en strøm af virkeligt eksisterende øjeblikke, da de er i relation til de tidligere og de kommende øjeblikke og dermed betingede.

Generelt oplever vi verden gennem begreber, der imidlertid også er betingede. Vi definerer begreber ud fra, det de står i relation til. En forside på en bog står f.eks. i relation til bagsiden samt alle de andre sider i bogen. Højre eksisterer kun i relation til venstre; hvis ikke der var et begreb kaldet venstre, ville det være irrelevant at tale om et begreb kaldet højre.

På det absolutte plan opstår alle fænomener på baggrund af de betingelser, der har frembragt dem. Ingen fænomener eksisterer i virkeligheden. De er helt uden selvstændig eksistens eller identitet. Begrebet ‘tomhed’ dækker over denne mangel på selvstændig eksistens eller identitet. Dette betyder også, at de ikke er opstået som noget virkeligt eksisterende, men som et resultat af en mængde betingelser. Det samme gør sig gældende for sindet, det er heller ikke opstået som et selvstændigt fænomen. Man siger at alting er ‘uopstået’.

 

 

Praksis i Madhyamakaskolen.

Madhyamakasynet hører hjemme i Mahayanabuddhismens belæringer. Når man vil udvikle Madhyamakasynet, starter ens praksis med, at man aflægger boddhisattvaløftet. Gennem meditation udvikles Madhyamakasynet enten ved hjælp af Mahayanametoder eller Vajrayanametoder (diamantvejsmetoder).

Erkendelsesteori

 

For at en oplevelse, og en erkendelse om denne, kan finde sted er der fire betingelser, der må være opfyldt:

 

1.         Den forårsagende betingelse:

Der må være en bevidsthed, der kan opleve. Bevidstheden er i de to Hinayanaskoler, Vaibashika og Sautrantika, defineret som de seks former for bevidsthed (de fem sansebevidstheder samt den mentale bevidsthed). I Cittamatraskolen taler man om de otte bevidstheder (de fem sansebevidstheder, den mentale bevidsthed, den forvirrede bevidsthed og grundbevidstheden).

 

2.         Den forudgående betingelse:

For at en oplevelse kan finde sted, må der være en forudgående betingelse. I Hinayanasko­lerne taler man om den sjette bevidsthed, den mentale bevidsthed. Denne bevidsthed lader et nyt øjeblik opstå, når det foregående er ophørt.

I Cittamatraskolen er det to funktioner af den syvende bevidsthed, den forvirrede bevidsthed, der er den forudgående betingelse. De to funktioner er:

1: Den forstyrrede bevidsthed: Denne del af vores bevidsthed, der er en form for selvbevidsthed,  har for vane, at opfatte sindet som værende et ‘selv’. Når denne opfattelse af et ‘selv’ er til stede, opstår et øjeblik af forvirret bevidsthed.

2: Den mentale evne: Når et øjeblik af bevidsthed opstår, sætter den mentale bevidsthed et begreb på det sansede, hvorved et øjeblik af forstyrret bevidsthed opstår. På denne måde skaber et øjeblik af forvirret bevidst­hed et nyt. Betingelsen, for at dette sker, er den mentale evne.

 

3.           Hovedbetingelsen:

Hovedbetingelsen, for at vi kan få en sanseoplevelse gennem sansebevidstheden er, at vi har en sanseevne. Vi har fem sanseevner, der sætter os i stand til at se, høre, smage, lugte og føle. For at vi kan få en mental bevidsthed, må vi have en mental evne, der sætter os i stand til at opfatte næste øjeblik af oplevelse.

 

4.           Genstandsbetingelsen:

For at vi kan tale om en bevidsthed, må der være et konkret objekt at være bevidst om; noget at opleve.

                   ale om fire betingelser for, at en oplevelse kan finde sted. Der er altså ikke tale om årsager for til, at en oplevelse kan find sted.

 

 

Sand e  vidsthed.

 

Først undersøger vi de sande bevidstheder.

Definition af sand bevidsthed:

En sand bevidsthed opstår, når sindet korrekt opfatter noget, det ikke før har opfattet.

 

Når definitionen taler om at opfatte noget korrekt, handler det om, at opfatte noget korrekt ud fra ens anskuelse af verden. Ser man f.eks. verden som værende skabt af en evig gud, ville det ikke være korrekt ud fra en buddhistisk anskuelse.

 

Definitionen taler også om at sindet skal opfatte noget, det ikke før har opfattet. Det er fordi, man ikke anser hukommelsen for at være en troværdig sindstilstand. Da objekter for bevidsthed er i konstant forandring, er det aldrig det samme objekt, man er bevidst om, det næste øjeblik.

 

Der findes to typer sand bevidsthed:

1: Direkte, sand bevidsthed.

2: Konkluderet, sand bevidsthed.

 

Direkte, sand bevidsthed.

Definitionen af direkte, sand bevidsthed:

En bevidsthed, der er begrebsfri og uforvirret.

 

Når en direkte, sand bevidsthed er begrebsfri, er det fordi, oplevelse gennem begreber ikke er den direkte oplevelse af verden. Når vi oplever en genstand, oplever vi en strøm af øjeblikke af genstanden. Vi kæder disse øjeblikke af oplevelse af genstanden sammen, og opfatter den som værende den samme genstand gennem flere øjeblikke. Derefter sætter vi et navn eller begreb på genstanden. Den direkte, sande bevidsthed opfatter , uden at sætte begreber op , det opfattede.

 

Når vi taler om den direkte, sande bevidsthed som værende uforvirret, betyder det, at den opfatter ting, som de er. En anden grund til at den skal være uforvirret er, at der er bevidstheder, der tilsyneladende er sande, uden dog at være det. Det kan f.eks. være en forvirret sansebevidsthed, der er resultatet af et defekt sanseorgan.

 

 

Der er fire typer direkte, sand bevidsthed:

1: Direkte sansebevidsthed

2: Direkte mental bevidsthed

3: Direkte selvbevidsthed

4: Direkte erkendt bevidsthed

 

Ikke alle de buddhistiske skoler anerkender alle fire typer af direkte, sand bevidsthed:

Vaibashikaskolen anerkender ikke den direkte selvbevidsthed.

Sautrantikaskolen anerkender alle fire typer af direkte, sand bevidsthed.

Cittamatraskolen er delt, når det kommer til anerkendelse af de fire typer af direkte, sand bevidsthed:

Den ene gruppe anerkender ikke den direkte sansebevidsthed og den direkte mentale bevidsthed, da de mener, at ydre fænomener ikke er virkelige, og derfor ikke har noget med vort sind, der virkelig eksisterer, at gøre.

              Den anden gruppe anerkender alle fire typer af direkte, sand bevidsthed. Argumentet er, at selvom den ydre verden er en illusion, så har vi alligevel en oplevelse af den. Derfor er det acceptabelt, at tale om sansebevidstheder og dermed også om mental bevidsthed.

Andre lærde hævder dog, at alle skoler nødvendigvis må anerkende alle fire typer af direkte, sand bevidsthed. De hævder, at når definitionen på sindet er, at det er det, der er klart og bevidst, så må det også indebære selvbevidsthed. Det ligger implicit i definitionen. Derfor må Vaibashikaskolen acceptere alle fire typer bevidsthed.

Når det kommer til Cittamatraskolen, må de også acceptere alle fire typer. Skolen hævder, at den ydre verden er en illusion, der opstår i vort eget sind. Disse illusioner opstår som resultat af bestemte indtryk og vaner. Når et bestemt karmisk indtryk bliver aktiveret i vort sind, opstår en illusion, som vi så er i stand til at opfatte gennem vore sanseevner. Når det er tilfældet, har vi også evnen til at have en direkte sansebevidsthed og dermed også en direkte mental bevidsthed.

 

De fire typer af direkte, sand bevidsthed vil blive gennemgået i de følgende afsnit.

 

1. type sand bevidsthed: Direkte sansebevidsthed:

Definition: Den direkte sansebevidsthed er en uforvirret, begrebsfri bevidsthed, der er opstået på grundlag af  hovedbetingelsen: en specifik sanseevne.

  Alle de forskellige direkte sansebevidstheder er uden begreber. De er den rene oplevelse af et fænomen. Selvom sansebevidsthederne altid er uden begreber, kan de klassificeres som værende enten sande eller forvirrede/fejlagtige.

              Objektet for direkte sansebevidsthed:

Det, der opleves af sanserne, hører hjemme i den første af de fem skandaer: Formskandaen.

Formskandaen består af alt, der er af materiel natur. Definitionen på noget materielt er, at det er sammensat af bestemte fysiske elementer, så det har en fast form. På et finere niveau har disse mindste byggesten, som elementer i formskandaen er opbygget af, en vis vægt. Når disse byggesten så kommer sammen, og danner et konkret objekt, vil den også have en vægt svarende til den samlede vægt af byggestenene. Man kan ikke have to genstande fra formskandaen på samme sted samtidig, da den ene form ville fortrænge den anden.

 

Der er to aspekter i formskandaen:

 

1: De forårsagende former:

De forårsagende former er de elementer, der danner sammensatte fænomener. Disse elementer er: Jord, vand, ild og luft.

I Hinayanaskolerne er der uenighed om, hvordan disse elementer danner de mindste byggesten:

 

Vaibashika: De mindste byggesten består af alle fire elementer, og har altså både jord-, vand-, ild- og luftaspektet i sig. Når disse byggesten danner et konkret objekt, sidder de så tæt sammen, at de nærmest smelter sammen.

 

Sautrantika: Ikke hver byggesten indeholder alle fire elementer. De har derimod alle evnen til, at være et af de fire elementer. Konkrete objekter har alle fire elementer i sig. Når byggestenene danner et konkret objekt, sidder de helt tæt sammen, dog uden at smelte sammen.

 

2: De resulterende former:

De former, der opstår, når elementerne kommer sammen, kaldes de resulterende former, og udgør de fænomener, vi kan opleve i den ydre verden. Generelt taler man om ti resulterende former:

 

De fem sansegenstande:

1: Ting, der kan ses.

2: Ting, der kan høres.

3: Ting, der kan smages.

4: Ting, der kan lugtes.

5: Ting, der kan føles.

 

De fem sanseevner:

6: Synssanseevnen.

7: Høresanseevnen.

8: Lugtesanseevnen.

9: Smagssanseevnen.

10: Følesanseevnen.

 

I sanseorganerne er der nogle fysiske betingelser, der gør os i stand til at få en sanseoplevelse. I Hinayanaskolerne beskrives disse fysiske betingelser i sanseorganerne som ‘klare’. Dette adskiller dem fra alle andre fysiske fænomener, og sætter dem i stand til af få en direkte forbindelse til de tilhørende sansebevidstheder. Man taler også om uklare sanseevner. Klarheden er midlertidigt betinget af forskellige faktorer i dette liv. Hvis man f.eks. drikker sig fuld, bliver ens sanse­evner mere uklare end, når man er ædru.

 

Cittamatraskolen anerkender ikke sanseevnernes  fysiske eksistens, men hævder, at de er karmisk betingede udtryk for grundbevidstheden. Vore karmiske indtryk afgør, hvor gode ens (vores ?) sanseevner er. Man skelner mellem stabile indtryk og ustabile indtryk:

 

Stabile indtryk: Hvis man f.eks. i et tidligere liv bevidst har været årsag til, at en anden mistede synet, ville det blive betragtet som et stabilt indtryk. Resultatet kunne være, at vi i dette liv blev født blind eller med nedsat synsevne, der ikke kan rettes op.

 

Ustabile indtryk: Hvis man f.eks. i et tidligere liv ubevidst har været årsag til ,at en anden mistede synet, ville det blive betragtet som et ustabilt indtryk. I dette liv kunne vi så have nedsat syn eller blindhed, der kan rettes op f.eks. gennem operation.

 

Hinayanaskolerne taler om en elvte resulterende form:

 

11: Den ikke sansbare form.

Denne form består af løfter, som Hinayanaskolerne anser for at være af en materiel natur, da der skal være visse fysiske betingelser til stede for, at kunne aflægge et løfte: Man skal selv være fysisk til stede for at aflægge et løfte til en anden, der også skal være fysisk til stede.

 

Der er tre typer løfter:

1: Positive løfter.

2: Negativ løfter.

3: Midlertidige løfter.

 

De to første typer løfter er af en varig natur. Man kan f.eks. love, aldrig at dræbe et andet menneske. Den sidste type er af en midlertidig karakter. Man kan f.eks. love, ikke at spise kød den næste måned.

 

Hvis et løfte bliver brudt, vil det samle negativ karma, også selv om det er et negativt løfte, som f.eks. at love, at slå et væsen ihjel hver dag.

 

Mahayanaskolerne taler om 15 resulterende former:

 

1-5: De fem sansegenstande.

6-10: De fem sanseevner

 

11: Klarsynsevnen.

Klarsynsevnen er f.eks. evnen til at læse andres tanker og se tidligere liv. For at denne evne opstår, må der være noget fysisk, der kan rumme den.

 

12: Løfter, som beskrevet under Hinayanaskolerne.

 

13: Tomrum.

Da man kan sanse afstanden fra et objekt til det næste, opfattes det som noget fysisk.

 

14: Fysiske illusioner.

Gennem sanserne opfatter man noget, som er en illusion om lyd eller form, f.eks. et ekko eller et spejlbillede.

 

15: Meditationsillusioner.

Dette er former, der kan fremkomme gennem meditation. Hvis man f.eks. mediterer på elementet vand, kan man fremstå som en vandpyt for andre, der ser på. Ens krop er ikke blevet til vand, men for tilskueren ser det sådan ud. Dette er en meditationsillusion.

 

På grundlag af de fem sanseevner, kan vi opnå en direkte sansebevidsthed om de forskellige elementer i formskandaen. Disse sansebevidstheder er:         

 

1. direkte sansebevidsthed: Synssansebevidstheden.

Definition: Den direkte synssansebevidsthed er en uforvirret, begrebsfri bevidsthed, der opstår på baggrund af den specifikke hovedbetingelse: Synssanseevnen.

 

Synssansebevidstheden opstår, når synssanseevnen, der ligger i øjet, oplever et konkret objekt (eller illusionen om dette, som Cittamatraskolen hævder).

 

2. direkte sansebevidsthed: Høresansebevidstheden.

Definition: Den direkte høresansebevidsthed er en uforvirret, begrebsfri bevidsthed, der opstår på baggrund af den specifikke hovedbetingelse: Høresanseevnen.

 

Den fysiske form, hvori sanseevnen ligger, har en bestemt form alt efter, hvilken sanseevne, der er tale om. Høresanseevnen har form som en konkylie.

 

3. direkte sansebevidsthed: Lugtesansebevidstheden.

Definition: Den direkte lugtesansebevidsthed er en uforvirret, begrebsfri bevidsthed, der opstår på baggrund af den specifikke hovedbetingelse: Lugtesanseevnen.

 

Lugtesanseevnen sidder inde i næsen og beskrives som en lille kobbernål, der sidder i hvert næsebor. Disse små nåle er i stand til at opfatte duftindtryk.

 

4. direkte sansebevidsthed: Smagssansebevidstheden.

Definition: Den direkte smagssansebevidsthed er en uforvirret, begrebsfri bevidsthed, der opstår på baggrund af den specifikke hovedbetingelse: Smagssanseevnen.

 

Smagssanseevnen sidder fordelt rundt i siden samt inde på midten af tungen.

 

5. direkte sansebevidsthed: Følesansebevidstheden.

Definition: Den direkte følesansebevidsthed er en uforvirret, begrebsfri bevidsthed, der opstår på baggrund af den specifikke hovedbetingelse: Følesanseevnen.

 

Følesanseevnen er evnen til at opfatte ydre indtryk gennem kroppen. Denne sanseevne, der beskrives som en slags små dunlignende ting,  er spredt ud over hele kroppen som et fint lag i huden.

 

 

2. type sand bevidsthed: Direkte mental bevidsthed.

Definition: Den direkte mentale bevidsthed er en uforvirret, begrebsfri bevidsthed, der opstår på baggrund af hovedbetingelsen: Den mentale evne.

 

I afsnittet om det 2. aspekt i Cittamatraskolen blev den mentale bevidsthed beskrevet. Det var den bevidsthed, der registrerede sanseindtrykkene, for derefter at identificere dem og sætte begreber på. Den direkte mentale bevidsthed er begrebsfri, og registrerer derfor sanseindtrykkene uden at sætte begreber på.

 

Det, der er objektet for den direkte mentale bevidsthed, er det samme som, det der er objektet for de direkte sansebevidstheder: Et konkret fysisk objekt. Den mentale bevidsthed er et mentalt billede af det sansede. Når ens sanser er velfungerende, får man et ufejlbarligt mentalt billede af den sansede genstand. Hvis ens sanser derimod ikke er velfungerende, og man får et uklart sanseindtryk, så får man også et uklart mentalt billede af den sansede genstand.

 

Den mentale evne.

Den direkte mentale bevidsthed opstår på baggrund af den mentale evne. Når denne evne betegnes som værende mental, er det fordi den ikke er fysisk.

 

 Ifølge de to Hinayanaskoler er den mentale evne en funktion af den sjette bevidsthed; den mentale bevidsthed. Den mentale bevidsthed består som en strøm af øjeblikke af oplevelse. Når et øjeblik er oplevet, må det næste have en betingelse for at opstå. Denne betingelse den mentale evne, der altså sørger for at der er en kontinuerlig strøm af oplevelse.

 

Cittamatraskolen ser ikke den mentale evne som en funktion af den mentale bevidsthed, da denne er rettet mod objekter i den ydre verden, som de jo ikke accepterer eksistensen af. De ser derimod den mentale evne som et aspekt af den syvende bevidsthed; den forvirrede bevidsthed, der dermed fungerer som betingelsen for, at den samsariske eksistens fortsætter.

 

I Cittamatraskole sammenlignes den ottende bevidsthed; grundbevidstheden, med et ocean. De andre typer af bevidsthed opfattes som bølger på dette ocean af grundbevidsthed. En ‘bølge’ på dette ocean kunne f.eks. være en visuel bevidsthed, der opstod, nåede toppen og igen forsvandt ned i oceanet, for så at give mulighed for at en ny ‘bølge’ kunne opstå, toppe og forsvinde. Den mentale evnes funktion er at lade disse ‘bølger’ opstå på oceanets overflade - at lade øjeblikke af bevidsthed opstå af grundbevidstheden.

 

 

Forholdet mellem sindet og objektet for bevidsthed i de fire skoler

Generelt er de fire skoler enige om, at der, for at en direkte bevidsthed kan opstå, må være et konkret objekt at opnå en bevidsthed omkring. Denne betingelse kaldes også for genstandsbetingelsen. Når man bruger betegnelsen ‘konkret’ betyder det, at det ikke er noget vi forestiller os eksisterer, men at det skal eksistere i sig selv og udføre den funktion, det har. Det betyder, at objektet, når det udfører sin funktion, skaber det næste øjeblik af sig selv. Objektet eksisterer altså som en kontinuerlig strøm af øjeblikke der ligner hinanden.

 

Noget, der er sammensat er et konkret objekt, der udfører sin funktion. Alle objekter, der er foranderlige eller betingede, er derfor også forgængelige. Det at noget er forgængelig eller betinget betyder også, at det er i stand til at handle. Modsat gælder det, at noget, der er ubetinget, også er uforanderligt og dermed ude af stand til at udføre en funktion.

 

I visse ikke-buddhistiske religioner har man en ide om en evig skabergud. Ifølge buddhismen må dette anses for, at være en umulighed, da kun noget foranderligt (og dermed forgængeligt) kan udføre en handling. Hvis denne skabergud er evig, er den også uforgængelig, og dermed ude af stand til at handle.

 

Vaibashikaskolen

Denne skole hævder, at der er et direkte møde mellem sanseevnen og det sansede objekt. Sansebevidstheden opstår på basis af dette møde. Sanseevnens direkte kvaliteter sætter? det i stand til at danne en direkte forbindelse mellem sanseevnen og sindet. Bevidstheden opfatter altså den ydre verden direkte gennem sanserne.

 

Sautrantikaskolen

Der er to forskellige måder fænomener kan stå i direkte forbindelse:

 

- Fænomener, der er forbundet i et årsag/virkningsforhold, kan stå i direkte forbindelse med hinanden.

- Fænomener af samme natur kan få en direkte kontakt med hinanden.

 

Årsag og virkning fungerer på en sådan måde, at en materiel årsag kun kan få en materiel virkning. Samtidig kan en mental årsag kun få en mental virkning. Da bevidstheden er af en mental natur, og det konkrete objekt af en materiel natur, kan de to fænomener ikke få en direkte kontakt. Den anden måde at få direkte kontakt, er at fænomenerne har samme natur, hvilket de jo ikke har.

 

Bevidsthed og objekt kan altså ikke komme i direkte kontakt med hinanden. Når sanseevnen kommer i kontakt men et konkret objekt skabes et mentalt billede af dette. Da billedet er af en mental natur, kan det godt få forbindelse med sansebevidstheden, og vi kan indirekte opleve det konkrete objekt. Den konkrete verden er altså ‘skjult’ bag de mentale billeder, vi har af den.

 

Cittamatraskolen

Cittamatraskolen accepterer ikke Sautrantikaskolens måde at udlægge forholdet mellem det konkrete objekt og bevidstheden. Deres argument er, at en sanseevne, der er af materiel karakter, ikke kan producere et mentalt billede af det konkrete objekt. Der kan ikke være en materiel årsag til en mental virkning.

 

De hævder, at den eneste måde sindet og det konkrete objekt kan få en direkte kontakt er, hvis de to ting er af samme natur. Da sindet er af en mental natur, må de konkrete objekter i den ydre verden også være af en mental natur. De mener altså, at alt er sind. Der er ikke tale om et årsag/virkningsforhold, da årsagen (det konkrete objekt og sanseevnen) opstår samtidig med virkningen (det mentale billede). Der er altså ikke nogen konkret materiel verden bag de billeder, vi har af den, som Sautrantika hævder.

 

Madhyamakaskolen

I denne skole er der flere forskellige holdninger til emnet. Nogle hælder til Sautrantikasko­lens syn. Den skole kaldes Sautrantika Svatantrika. Andre hælder  til Cittamatraskolens syn. Den skole kaldes Yogacara Svatantrika. En helt tredje gruppe, Prasangikaernes skole, lægger slet ingen værdi i den relative virkelighed. De hævder, at når man begynder at analysere den relative virkelighed, kan man slet ikke finde nogen konkrete objekter, da den relative virkelighed ikke er andet end vildledte opfattelser hos væsener i samsaras betingede tilstande.

 

 

3. type sand bevidsthed: Direkte selvbevidsthed.

Definition: Den direkte selvbevidsthed er en uforvirret, begrebsfri bevidsthed, der opfatter sig selv.

 

Selvbevidsthed er, når sindet opfatter sig selv, hvilket det hele tiden gør. Da sindet er selvbevidst, ved det automatisk om en følelse er behagelig eller ej. Der findes ikke noget logisk bevis for at selvbevidstheden findes. Vi oplever hele tiden denne selvbevidsthed, så der er ingen grund til at bevise, at den eksisterer. Denne uforvirrede, begrebsløse oplevelse af bevidsthed er indeholdt i hvert øjeblik af bevidsthed.

 

Meditation på selvbevidsthed

Selvbevidstheden er essentiel for os, når vi mediterer. I begyndelsen er det gennem selvbevidstheden, meditationen foregår. Indtil vi når det første boddhisattvatrin foregår al meditation gennem selvbevidstheden, derefter kan vi hvile i den ikke dualistiske opmærksomhed. Men indtil da går vores meditation altså gennem selvbevidstheden.

 

Når man mediterer på selvbevidstheden, udvikler man en voksende forståelse af selvbevidsthedens natur; ubegrænset og fri for nogen form for begrebsmæssig eksistens. Vi må kultivere selvbevidstheden gennem meditation, da en teoretisk forståelse af den ikke ændrer den måde, vi erfarer verden.

 

For at erkende sindets natur må vi starte med, at forstå det begrebsmæssige sind. Først praktiserer man beroligende fastholdelse af sindet, der beroliger vores normale forvirrede tilstand. Når man praktiserer denne meditationsform, er der stadig en adskillelse mellem opleveren og det oplevede, der f.eks. er tanker, der konstant dukker op, mens man mediterer. Man bør prøve ikke, at følge de tanker eller associationer, der opstår. Efter nogen træning i denne meditationsform kan man gradvist skifte til en ikke begrebsmæssig, beroligende fastholdelse af sindet. Når man når dertil, kan man langsomt få indblik i selverkendelsen.

 

Cittamatraskolen

I Cittamatraskolen anses enhver bevidsthed for at være en form for selvbevidsthed, da man ikke accepterer en konkret ydre verden, der er adskilt fra en selv. Selvbevidstheden oplever sine egne manifestationer. Sindet anses for at være en strøm af de mindste øjeblikke af selvbevidsthed. Cittamatraskole mener at disse øjeblikke af selvbevidsthed er absolut eksisterende.

 

Madhyamakaskolen

Denne skole accepterer ikke disse øjeblikkes absolutte eksistens. Et øjeblik eksisterer kun på baggrund af de tidligere øjeblikke og står i relation til de kommende. De har derfor kun en relativ og betinget eksistens. Selvbevidstheden er en forestilling, vi sætter på et øjeblik af bevidsthed.

 

Selvbevidstheden har to aspekter: Tomhed og grænseløshed.

Tomhed: Selvbevidstheden eksisterer ikke på det absolutte plan, da den jo bare er sindet, der opfatter sig selv opfatte et mentalt billede af en ikke eksisterende verden. Selvbevidsthe­den er altså tom for virkelig eksistens.

Grænseløshed: Selvbevidstheden består ikke af kortest mulige øjeblikke af bevidsthed. Det er en grænseløs strøm af oplevelser, der er helt uafhængig af vores tankevirksomhed.

 

Sautrantikaskolen

Her beskrives de forskellige stadier en oplevelse vil gennemløbe, hvis man oplever et konkret objekt.

 

1. øjeblik af oplevelsen:

- 1. øjeblik af direkte sansebevidsthed opstår.

En af de fem sansebevidstheder registrerer et objekt gennem sanseevnen, der danner et mentalt billede af objektet.

- Den direkte selvbevidsthed er bevidst om, hvad der foregår i sindet.

 

2. øjeblik af oplevelsen:

 - Den  direkte mentale bevidsthed om af det første øjeblik af direkte sansebevidst­hed opstår.

Den direkte mentale bevidsthed registrerer det mentale billede af det sansede objekt uden at sætte begreber på det.

- 2. øjeblik af direkte sansebevidsthed opstår.

Det andet øjeblik af oplevelsen af objektet registreres gennem sanse­evnen, der danner et mentalt billede af objektet.

- Den direkte selvbevidsthed er bevidst om, hvad der foregår i sindet.

 

 

3. øjeblik af oplevelsen:

- Den direkte mentale bevidsthed om det første øjeblik af direkte sansebevidsthed ophører.

- Den direkte mentale bevidsthed om det andet øjeblik af direkte sansebevidsthed opstår.

- 3. øjeblik af direkte sansebevidsthed opstår.

Det tredje øjeblik af oplevelsen af objektet registreres gennem sanse­evnen, der danner et mentalt billede af objektet.

- Den direkte selvbevidsthed er bevidst om, hvad der foregår i sindet og går i gang med at finde et passende begreb til det første øjeblik af direkte sansebevidsthed.

 

4.øjeblik af oplevelsen:

- Den mentale bevidsthed sætter det begreb, som selvbevidstheden fandt, på det første øjeblik af direkte sansebevidsthed.

- Den direkte mentale bevidsthed om det andet øjeblik af direkte sansebevidsthed ophører.

-Den direkte mentale bevidsthed om det  tredje øjeblik af direkte sansebevidsthed opstår.

-4. øjeblik af direkte sansebevidsthed opstår.

Det fjerde øjeblik af oplevelsen af objektet registreres gennem sanse­evnen, der danner et mentalt billede af objektet.

- Den direkte selvbevidsthed er bevidst om, hvad der foregår i sindet og går i gang med at finde et passende begreb til det andet øjeblik af direkte sansebevidsthed.

 

I denne fremstilling af oplevelsesprocessen anvendes to aspekter af den mentale bevidsthed: Den direkte mentale bevidsthed, der er begrebsfri, og den begrebsmæssige mentale bevidsthed. Hvis man ser på den direkte mentale bevidsthed, vil man se, at den opstår i det andet øjeblik af oplevelsen, for dernæst at ophøre i det tredje øjeblik. I det fjerde øjeblik af oplevelsen dukker den begrebsmæssige mentale bevidsthed op og sætter et begreb på det oplevede objekt.

 

Det er selvbevidstheden, der jo er opmærksom hele tiden, der holder denne mentale bevidsthed i gang gennem disse tre øjeblikke, der er opstået på baggrund af den mentale evne. For at en begrebsmæssig mental bevidsthed kan opstå, må den begrebsfri direkte mentale bevidsthed først ophøre, da den mentale bevidsthed ikke kan være både begrebsfri og begrebsmæssig i det samme øjeblik.

 

Det begreb, der sættes på det konkrete objekt, der blev oplevet, forklarer ikke, hvad objektet er for noget. Et begreb eksisterer kun i relation til andre begreber, som det så er forskelligt fra. Når et begreb sættes på et konkret objekt, udelukker det samtidig alle andre begreber. Ser vi f.eks. en blyant, vil dette begreb stå i forhold til alt det, der ikke er en blyant. Når vi ser blyanten, ved vi godt, at det ikke er et brød, en stol, en ørn, en hveps o.s.v.; vi ved, at det er det, vi kalder en blyant. Denne proces kaldes mental udelukkelse, og det er gennem denne proces, at vi bestemmer og skelner mellem de oplevede objekter.

 

Når vi oplever et konkret objekt, er der flere forskellige fejltagelser i vores samsariske tankeverden:

 

1: Vi tror, at vi hele tiden forholder os til nu’et, når vi oplever noget, men faktisk forholder vi os til noget, der skete for fire øjeblikke siden.

 

2: Vi antager det oplevede objekt for at være identisk med det begreb, vi automatisk sætter på det. Vi ser altså en blyant, og ikke en samling mindste byggesten, der er i konstant bevægelse og forandring fra øjeblik til øjeblik.

 

3: I vores forvirrede tilstand opleves blyanten som værende den samme blyant gennem flere øjeblikke af eksistens. Den blyant, man ser i dag, opfattes som værende den samme blyant, som jeg så i går.

 

Vi (man ?) anser disse oplevelser for at være virkelige, og vi tillægger dem en vis værdi. Nogle forestillinger finder vi behagelige og ønsker mere af den slags, hvorved den forstyrrende følelse begær opstår. Andre forestillinger bryder vi os slet ikke om, og den forstyrrende følelse modvilje opstår. Ud fra disse forstyrrende følelser opstår en hel række andre, og tilknytningen til den samsariske verden fortsætter.

 

4. type sand bevidsthed: Direkte erkendt bevidsthed

Definition: Den direkte erkendte bevidsthed er en uforvirret, begrebsfri bevidsthed, der er opstået på baggrund af hovedbetingelsen: Højeste meditation.

 

Når man praktiserer buddhisme, er der forskellige faser ens praksis gennemløber. Første fase er opbyggelsesfasen, hvor man mediterer gennem selvbevidstheden. Anden fase er integrationsvejen, hvor man også mediterer gennem selvbevidstheden. Integrationsvejen er opdelt i fire trin, og det fjerde trin kaldes ‘højeste tilstand’. Dette trin er det højeste trin af uerkendt meditation. Det er på basis af en hvilen i denne tilstand, at erkendt bevidsthed opstår. Denne bevidsthed opstår altså ikke ved, at man reflekterer over belæringerne, men gennem seriøs meditation.

 

Den eneste, der fuldt ud besidder den direkte erkendte bevidsthed, er en fuldt erkendt Buddha. På det tidspunkt er der ikke længere forskel på den normale tilstand, og den tilstand, der er i meditationen. Oplevelsen er hele tiden den samme.

 

Praktiserende, der endnu ikke har nået buddhatilstanden, kan godt være erkendte under meditation. Men når meditationen er ovre, opstår begreber og illusioner igen.

 

Den direkte erkendte bevidsthed fremstår i to former:

Direkte erkendt bevidsthed uden forekomst: En praktiserende hviler i meditation i en direkte erkendt tilstand. Han har en direkte erkendelse af sindets tomheds- eller rum- natur, som er helt uden forestillinger eller begreber.

Direkte erkendt bevidsthed med forekomst: Mellem meditationer opleves forskellige forekomster som værende adskilt fra en selv, og dermed dualistiske. Disse forekomster opleves dog som uvirkelige og illusionsagtige.

 

Ser man på de erkendte praktiserende på trinet, der komme umiddelbart efter ‘højeste tilstand’, er der tale om boddhisattvaer. Der er i alt ti forskellige boddhisattvatrin, der fører mod erkendelsen. Selvom der er tale om ti trin, har alle boddhisattvaerne nået den samme erkendelse. Forskellen ligger i de perioder, der er mellem meditationerne. Jo højere boddhisattvatrinet er, desto bedre kan erkendelsen af tomhedsnaturen fra meditationen fastholdes, og færre dualistiske oplevelser vil opstå i den praktiserendes sind.

 

 

Konkluderet sand bevidsthed

 

En af den buddhistiske erkendelsesteoris skabere, Dharmakirti, skrev i sit hovedværk, Pramanavartika, to kapitler om den konkluderede sande bevidsthed. Det ene kapitel omhandlede Konkluderet sand bevidsthed for ens egen skyld, og det andet kapitel om konkluderet sand bevidsthed for andres skyld.

 

Konkluderet sand bevidsthed for ens egen skyld

Definition: Konkluderet sand bevidsthed opstår, når et sind erkender noget nyt, der er blevet fastslået af et tegn, der opfylder de tre krav.

 

(er her ikke noget med en indrykning der ikke går tilbage til den oprindelige margen)

Det omtalte ‘tegn’ er argumentet, gennem hvilket man fastslår noget. Ser man f.eks. røg, er det et tegn der gør, at man kan fastslå, at det brænder.

 

Når man praktiserer dharmaen, er det fordi man gerne vil komme frem til en forståelse af sindets sande natur. For at opnå denne forståelse, arbejder vi med forskellige teorier, og prøver at forstå de logiske argumenter, der ligger bag belæringerne. Ud fra denne argumentation drager man så nogle konklusioner. Det betyder altså, at vi drager nogle konklusioner ud fra noget, vi ikke har en direkte oplevelse af. På den måde begynder vi indirekte at erkende sindets sande natur.

 

Konkluderet sand bevidsthed for ens egen skyld opstår kun gennem korrekt bevisførelse. Der er to former for korrekte beviser: Beviser for noget, og beviser mod noget. I buddhismen taler man om tre krav, som et bevis skal opfylde for at være korrekt.

 

1. krav: Argumentet skal inkludere emnet.

2. krav: Argumentet skal være inkluderet i erklæringen

3. krav: Det modsatte af erklæringen skal passe på det modsatte af argumentet. Argumentet må altså aldrig henføre til det modsatte af erklæringen.

 

Disse tre krav undersøger forbindelsen mellem bevisførelsens tre elementer:

 

1: Erklæringen er det, man ønsker at bevise i forhold til emnet, der diskuteres.

2: Tesen er foreningen af emnet og påstanden.

3: Argumentet beviser tesens indhold.

 

Et eksempel:

Emne:                     Erklæring:                           Argumentet:

Tager man al lyd,     er det noget forgængeligt,    da det er skabt.

 

Argumentationen finder sted i to trin: Først skabes forbindelse mellem emnet og argumentet gennem det første krav. Derefter skabes forbindelsen mellem argumentet og tesen, der består af emnet og erklæringen gennem de to næste krav.

 

Ser man på eksemplerne, vil man se, at argumenterne følger reglerne:

 

1: Al lyd er noget, der bliver skabt.

2: Alt skabt er forgængeligt.

3: Det der ikke er skabt kan ikke forgå.

 

Konkluderet sand bevidsthed for andres skyld bruger en anden retorik. Denne vil ikke blive gennemgået her.

 

Tilsyneladende direkte sand bevidsthed

 

Definition: Den tilsyneladende direkte sand bevidsthed er en fejlagtig bevidsthed, der både kan være fri for begreber eller begrebsmæssig.

 

Dharmakirti opstillede fire kategorier af tilsyneladende sand bevidsthed:

 

1: En tankebevidsthed der involverer ord, d.v.s. den mentale bevidsthed

2: En tankebevidsthed der antager et objekt for at være noget andet end det er.

3: En tankebevidsthed der involverer et objekt, der ikke er opfattet direkte. Al ræsonneret viden hører til i denne kategori.

4: En bevidsthed, der opstår på baggrund af en defekt sanseevne eller mental evne.

 

Et eksempel på en tilsyneladende sand bevidsthed: Man ser et reb på jorden og tror det er en slange.

 

Sautrantikaskolen anser det første øjeblik af oplevelse for at være en direkte sansebevidsthed. Da ydre materielle objekter anses for at være ægte, kan man først tale om en fejlagtig bevidsthed i det øjeblik, man begynder at sætte begreber på det oplevede. Denne tilsyneladende sande bevidsthed hører til i den anden kategori, som Dharmakirti definerede.

 

Cittamatraskolen ville anse den samme oplevelse på denne måde: Først bliver rebet registreret. Dette er selvbevidsthed: Sindet, der opfatter sine egne projektioner. På grund af vores vane med, at opfatte os selv som betragter og, at opfatte objekter som det betragtede, ser vi rebet som en ydre ting. Da Cittamatraskolen ikke accepterer den ydre verdens eksistens, bliver denne dualistiske oplevelse anset for at være en tilsyneladende sand bevidsthed, der hører hjemme i den fjerde kategori. Når man så i næste øjeblik tænker, at der er en slange på jorden, opstår endnu en tilsyneladende sand bevidsthed, der hører hjemme i den anden kategori.

 

Et eksempel på en ikke begrebsmæssig tilsyneladende sand bevidsthed er, når ens sanseorganer ikke fungerer som de skal. Har man f.eks. grå stær, kan det virke som om, at man har nogle hår, der sidder foran øjet. I det første øjeblik, hvor sanserne opfatter ‘hårene’, er der tale om en tilsyneladende sand sansebevidsthed, der hører til i den fjerde kategori. I det øjeblik den mentale bevidsthed så sætter begrebet ‘hår’ på det oplevede, opstår den anden type af tilsyneladende sand bevidsthed.

 

Hvis man indtager forskellige rusmidler eller hallucinogener, kan samme type tilsyneladende sand bevidsthed opstå. Drømme er endnu et eksempel på en tilsyneladende sand bevidsthed, der opstår på baggrund af en fejlagtig mental bevidsthed.

 

Resultaterne af sand bevidsthed

 

Resultatet af en sand bevidsthed vil være en oplevelse. Der er tre typer af oplevelse:

1: Uren oplevelse

2: Delvist ren oplevelse

3: Ren oplevelse

 

Den urene oplevelse: Den urene oplevelse svarer til den normale oplevelse, vi har af verden. Vores bevidsthed opfatter en konkret genstand, som vi så får en oplevelse af. Dette forklares som i Sautrantikaskolen: De findes en konkret ydre genstand, der opleves gennem et mentalt billede. Denne oplevelse er en korrekt oplevelse af den konkrete ydre verden.

 

Den delvist rene oplevelse: Denne type oplevelse forklares ud fra Cittamatraskolens synspunkt. De mener ikke, der findes en konkret ydre verden at opleve. Den ydre verden er illusioner, der opstår ud af grundbevidstheden p.g.a. vores vaner og tendenser. Den sande bevidsthed opstår, når de fem direkte sansebevidstheder samt den direkte mentale bevidsthed, der også er opstået af grundbevidst­heden, korrekt opfatter denne verden. Resultatet af en sådan opfattelse er selvbevidsthed, da alt jo foregår i sindet; sindet opfatter sig selv.

 

Den rene oplevelse: Denne oplevelse forklares ud fra Madhyamakaskolens syn. Det der opleves er sindets klarhed, tomt for enhver form for begreber og dualistisk adskillelse mellem den der oplever og det der opleves og selve oplevelsen, der er selvbevidsthed.