|
Den første bog om Buddhisme på dansk. Skrevet af overlæge Christian F. Melbye, Viborg Sygehus, udgivet af Pios Boghandel, Povl Branner, Nørregade, København, 1926. Citat fra de sidste sider i denne vidunderlige denne bog: Måtte min lille bog her tjene
til, at også andre må erfare dette; måtte den i en og andens sind kunne
vække tanker og følelser og beslutninger, som fører frem mod B u d d h
a s fred. Det kan samle noget af det, Buddhareligionen giver mig. Personlige udtalelser, som ikke støder åndelig blufærdighed, kan undertiden tjene til en egen belysning af en religion; kun derfor anfører jeg her, hvad jeg dengang skrev. BUDDHA-DHARMA kan sammenlignes med en stor skov. Luften er klar der — som var det oppe på de bjerghøjder, hvor slet ingen skov kan vokse. Den helbredende højfjeldssol stråler der. Vidt udsyn er der fra lysningerne i skoven, udsyn ud over hele tilværelsen, som så man gennem tid og rum, langt, højt, dybt, lige ind i evigheden. Stilhed er der. Hvilken stilhed ? Stilhed for al jorderigs sorg og elendighed. Stilhed for al nagende kval i det indre. Stilhed for jeg gøglets mylder af larmende småtterier. Men det er, som rummede stilheden en harmoni. Hvilken harmoni kan her være tale om i denne store tavshed ? Sandhedens harmoni, den gode lovs harmoni, BUDDHA-DHARMAS harmoni, den, der synger os imøde som idealets musik, samstemmigheden mellem alle evige tanker, mesterens lære, der lyser og stråler som solen og stjernerne; det gode og det sande bliver her forenet i det skønne til denne store skov, BUDDHA-DHARMA. I skoven er vældige træer og små bitte planter, men intet, som ikke er skønhed. Vi kan slet ikke fatte det hele. Vi aner noget her, vi aner noget der, vi er overvældede af storheden og herligheden; intet ord kan udtrykke, hvad vi føler derved; kun sukket fra sjælelivets dybder kan tolke noget af den fryd, noget af den længsel, der fylder os, når vi ser ind i BUDDHA-DHARMAENS skov. Nogle er nået derind allerede. Det er BUDDHAERNE. Der går nemlig en vej dertil. Vejen så fuld af torne og roser. Det er den ædle ottefoldige vej, den værdige otteleddede vej. Alt uværdigt står udenfor som gøglebilleder, der lokker på afveje, som fører til lidelse. For alle er der håb; alle kan komme ind på den rette vej. Men hvem er det, vi møder der ? En BUDDHA, en, der har nået helt ind i skoven og nu kommer og viser os så meget, vi kan overkomme, af levende blomster derfra, blomster fra BUDDHA-DHARMAENS skove. ”Du broder og søster," siger han, „du, som er tynget af sorg og trængsel fra det ydre og fra det indre, du, som lider savn så her så der, du, som kæmper en fortvivlet kamp med livets hårdhed, med dig selv — men også du, som dvæler ved denne verdens skønheder, længes du mod den rene skønhed, den uplettede skønhed, den rene luft, den lægende sol, det vide udsyn, den dybe stilhed, hvori al ånds harmoni findes: Da følg ikke gøglebillederne derude, de er hule, uvirkelige, men følg denne vej, se på disse levende, virkelige, uvisnelige blomster, mærk deres duft, smag deres frugt. De er ikke som denne verdens blomster, hvoraf mange vel er skønne, men som alle visner og forgår. Frugten er ikke som denne verdens frugter; ingen er giftige, og man får mere og mere tilovers til andre, jo mere man fortærer selv. Drik af kilderne derindefra, da får du glemsel, da glemmer du at søge dit eget; men derfor finder du netop det, der er dit eget, men som gør andre rigere og ikke fattigere, når du får det, og som giver dig fred, BUDDHA DHARMAS FRED!" Sådan mærkelig tale fører han, BUDDHAEN, vi møder på vejen. Og da han er gået, ser vi nogle af blomsterne fra BUDDHA-DHARMAENS skov stå ved siden af os på vejen; og videre op ad vejen står de der, herligere og skønnere, jo længere vi nærmer os skoven. „Du må selv gå vejen", sagde han. „Men for hvert skridt, du går, går du dcr, hvor jeg har gået; og jeg er dig nær i alle blomsterne her langs vejen, for de er alle evige sandheder, jeg har hentet, som blomster fra BUDDHA-DHARMAENS skove til dig, at du selv, når jeg er gået, skal lettere kunne finde vej." „Men hvem er da jeg?" siger jeg fuld af forundring, „at du gør dette for mig." Da smilte han, BUDDHAEN, fjernt borte fra, og sagde med en stemme, som lød den fra min nærhed : „Du kalder dig JEG; du er ikke JEG, og jeg er ikke JEG; hænger du ved dit JEG på vejen, er alle disse blomster, ja alle BUDDHA-DHARMAENS skove tomme kulisser for dig, og gøglebillederne på afvejene virkeligheden; men glemmer du dit eget JEG på vejen, da ser du tingene, som de er, gøglebillederne på afvejene som gøglebilleder, blomsterne fra BUDDHA-DHARMAENS skove som virkelige, levende værdier, som har levet i mig, og jeg i dem; lev i dem, og du vil nå ind til den evige fred, min fred, i dybet af BUDDHA_DHARMAENS skove. Men glem ikke at give rigeligt til andre af frugterne!" Det vår en fantasi, der kom over mig. Og nu sidder jeg her ved mit skrivebord, som jeg rent havde glemt, og glæder mig over de blomster fra BUDDHA-DHARMAENS skove, som det er lykkedes mig at se. Og jeg lover mig selv at søge at glemme mit eget »JEG« på vejen, at se tingene, som de virkeligt er, og ikke glemme at give andre rigeligt af frugterne. Måtte det lykkes mig at gennemføre det. Måtte BUDDHA-DHARMAENs blomster blomstre i mig — og i dem, som jeg har kær, — og i alle — uden undtagelse — gennem alle tidsaldre ----.
|
