|
BUDDHANATUR, BARDOTILSTANDEN DØD OG GENFØDSEL I en af sine sidste belæringer fortalte Buddha Sakyamuni om det vi kalder buddhanaturen, denne tilstand, som er tilstede i alle levende væsener. I belæringerne bliver der klart beskrevet, at buddhanaturen gennemtrænger alle væsener og at den er fuldstændig ren. Så snart vi begår negative handlinger skaber vi dårlig karma og dermed slør, der forhindrer, at vi er i stand til at erkende vores buddhanatur. Den eneste forskel mellem de følende væsener, der ikke har erkendt deres buddhanatur og dem der har erkendt den er selve erkendelsen. Begge er i besiddelse af buddhanaturen. Ikke nok med at vi er i besiddelse af buddhanaturen, men de fleste af os har også oplevet den. Vi er dog ikke i stand til at holde den længere end et kort øjeblik. Vi ser den ikke som buddhanaturen og falder tilbage i den forvirrede tilstand vi kalder samsara. Selv væsener der har opbygget meget dårligt karma kan være i stand til at opleve buddhanaturen et meget kort øjeblik, men på grund af deres karma kan de ikke genkende den og dermed bliver det umuligt for dem at opnå befrielse. Den eneste grund til at praktisere dharmaen er egentlig kun at erkende denne natur vi normalt kun kan opleve et kort øjeblik, nemlig buddhanaturen Bortset fra denne erkendelse findes der intet man kan kalde sådan. Erkendelse betyder ikke , at man får noget fra omverden. Det betyder ikke, at gå til en anden planet eller område. Det betyder heller ikke, at man får noget ekstra energi, kraft eller styrke. Alt det er forkerte anskuelser. For at forstå at buddhanaturen er noget der ligger i os selv, er der to betingelser: 1. Den fuldstændige opgivelse af tilknytning til alle forstyrrende følelser og 2. mangel på visdom. Når man har fjernet disse to slør, opnår man Buddhatilstanden, som er den fulde erkendelse. På den måde udvikler man de to visdomme: 1. at vide hvordan tingene opstår og 2. hvordan de er. For at gøre os i stand til at erkende vores buddhanatur, gav Buddha Sakyamuni et meget stort antal forskellige belæringer. Bardobelæringerne er nogen af de mest dybsindige blandt dem. Disse belæringer er specielt vigtige i dag, i den moderne verden, fordi vores dagligdag plejer at være meget adspredt og vores evner til at koncentrere os fuldt på dharmapraksissen bliver derved svækket. Bardo betyder egentlig ikke mere end mellemtilstand, tilstanden mellem begyndelsen af noget nyt og noget der er afsluttet, "At befinde sig mellem to tilstande" er selve bardoen. Det vi bliver nødt til at forstå er, at der er intet, hverken i den indre eller i den ydre verden, der ikke er del af bardoen. Et eksempel for bardotilstanden vil være tidsrummet fra befrugtningen hen til fødslen, et andet eksempel vil være øjeblikket fra fødslen hen til det tidspunkt hvor man begynder at kravle, eller også fra det tidspunkt hvor man begynder at kravle til ens skolegang og fra det til man afslutter skolen o.s.v.. Tidsrummet fra at falde i søvn til at vågne igen er en Bardo. Når man drømmer er tidsrummet fra starten af mareridt til slutningen en anden Bardo. Øjeblikket hvor man sidder og spiser morgenmad til det øjeblik hvor man står op og går på arbejde, også det er en bardotilstand. Alle disse bardoer falder under det man kalder bardoen af fødslen og død. Alt vi oplever har at gøre med Bardo. Alt mellem et øjeblik og det næste, alt der sker mellem en dag og den næste, kort sagt findes der faktisk intet der er stabilt, fast eller varer evigt. Alt befinder sig i permanent forandring. Da både ydre og indre fænomener er en del af bardoen, kan man ved hjælp af kendskab til mellemtilstanden, komme til en forståelse af, at samsara og nirvana er tomme og uden nogen essens. Selv om der findes mange forskellige bardoer, skal vi nu udelukkende komme ind på bardoen der ligger mellem det øjeblik hvor bevidstheden adskiller sig fra kroppen indtil man bliver genfødt. Denne erfaring kan opdeles i endnu flere kategorier. Tilstanden mellem døden og genfødslen er meget velegnet til at erkende buddhanaturen. Mens vi er i live kræver det meget at opleve buddhanaturen. I bardoen mellem døden og genfødslen er det en naturlig oplevelse. Spørgsmålet er bare, om vi vil genkende den. Buddhanaturen er egentlig ikke noget vi skal lede efter, faktisk er den så tæt på, at vi ikke kan se den. Hvis vi har øvet os i dagligdagen, vil vi når vi dør, have en større chance at opnår befrielse, fordi vi vil genkende buddhanaturen. Normalt opdeles bardoen mellem døden og genfødslen i tre afsnit: 1. Bardoen af tilblivelse, dharmatabardoen og 2. bardoen af eksistens eller
mulighed. Bardoen af dødsøjeblikket kan forstås på følgende måde: a. Først bliver kroppen til, b. så bliver den født, og c. endelig dør den, bliver ødelagt. Den egentlige betydning af døden er, at når den fysiske krop, enheden af blod, kød og andre komponenter, dør, forfalder den først og bagefter skilles kroppen og bevidstheden. Selve bevidstheden dør ikke, fordi den aldrig er blevet født. Sindet er hinsides definition af materie og hinsides af betingede kvaliteter. Hvorimod den fysiske krop ikke er i stand til at fungere, hvis den ikke er knyttet til bevidstheden. Når bevidstheden og kroppen skilles forfalder kroppen, fordi den er sammensæt og afliængig af mange forskellige betingelser. Da bevidstheden ikke længere er forbunden med kroppen, opløser kroppen sig. På den anden side er bevidstheden ikke afhængig af de forskellige aggregater og opløses ikke, selv når den forlader kroppen. Sindets natur er selvbevidst. Dette klarhedssind baserer sig ikke på den betingede verden. Hvis man ikke har opbygget en forståelse af den proces, hvor kroppen og sindet skilles, vil man frygte døden og blive frustreret. Man vil f. eks. forestille sig at den fysiske krop er jeget. Derfor vil man så konkludere at alt er afsluttet når man først er død. Man vil tænke, at døden er slutningen af alt og at med døden af ens krop alt vil blive sort og intet vil blive tilbage. På grund af den misforståelse opstår meget frygt i os ved tanken om døden. Andre har måske opbygget en forståelse af dødsprocesen, men fordi deres tilknytning til kroppen er for stor, vil de ikke opgive ejerforholdet til deres kroppe. I dødsøjeblikket vil de ikke være i stand til at slippe deres kroppe, og der vil opstår panik og angst. I dødsøjeblikket bliver denne angst ikke set som negativ, men det er ikke til gavn at være bange for døden, mens man er i live. I stedet for skulle i lære at dø på en god måde, mindre aggressiv. Det vil sikkert være mere til gavn, end bare at lide på grund af ens bekymringer om døden. Det er også vigtigt at være bevidst om sin tilknytning. Buddha lærte at vi skal betragte fænomenerne som forgængelige. Hvis vi endelig forstår, at vi kan dø når som helst, og ikke længere knytter os krampagtig til at livet varer evigt, så vil vi nå til et punkt, hvor døden ikke længere betyder smerte og ubehag. Men denne forståelse betyder døden ikke længere, at man vil miste noget, men snarere, at der sker en forandring. I Vesten f.eks. er folk fortrolige med, at flytte til fjerne steder, eller flytte fra et hjem til et andet. I Vesten, hvor man er vant til hyppigt at flytte og skifte bopæl, er det at flytte ikke længere en trussel På samme måde, hvis man lærer at forstå hvad døden virkelig er, vil tanken om døden ikke længere være en trussel. Døden er ikke andet end at flytte fra et sted til et andet. Man behøver ikke føle, at man kommer til at miste noget. Det betyder ikke, at man ikke skal gøre noget med hensyn til døden, eller at man skal tage det alt for let. Det vi skal forstå er, at døden kun foregår i den fysiske krop, fordi den er sammensat og vil dermed også opløses igen. Med den forståelse skulle vi praktisere dharmaen. Med denne forståelse og den rigtige praksis, vil vi opbygge et godt forhold til døden og hvad det betyder at dø. Mellem tilstanden af øjeblikket af død. Kroppen består af 4 elementer. 1. Kød, knogler og andet solidt tilhører jordelementet. 2. Blod, slim, lymfe tilhører vandelementet 3. Kropstemperaturen tilhører ildelementet 4. Åndedrættet tilhører luftelementet. Opløsningen 1. Først opløses jordelementet og det er svært at flytte kroppen og man kan begynde at opleve billeder. 2. Vandelementet opløses og man føler tørke og tungen bliver meget tør og vandelementet opløses i ildelementet og vi kan opleve røg, der stiger op. 3. Når ildelementet opløses bliver ekstremiteterne kolde og varmen trækker mod kroppens center, hjerteregionen og vi kan opleve gnister, lysglimt og pile.. 4. Når luftelementet opløses, bliver den dualistiske bevidsthed opløst og åndedrættet bliver trægt og ophører og vi kan opleve flammer der kastes rundt, lys der blinker eller flakkende flammer. Energilegemets opløsning er i tre dele. 1. Når dem individuelle dualistiske bevidsthed opløses i nuets tilstedevær bevæger den mandlige energikugle sig fra toppen af hovedet til vort centrale hjerte og der kan opleves et strålende hvidt tunnelagtigt rør evt. med billeder på siderne. Det klarehvide lys overskygger alt og hvis man ikke er vænnet til denne lysmasse fra meditation kan man miste bevidstheden, nirmanakaya. 2. Dernæst bevæger den røde livsenergi sig fra det hemmelige sted, 4 fingre under navlen central i kroppen sig op mod hjertet og rødt lys kan opleves i store mængder, sambogakaya. 3. Når det maskuline hvide lys og det feminine røde lys smelter sammen i hjertet kan der opleves at alt sammensat er tomt for egen natur og alt bliver mørkt, dharmakaya. Kendskab til denne udvikling er en stor fordel, når man skal dø. Ligesom når man lærer at cykle, kan man nemt køre på en cykel.
|
